jeg vil ikke giftes - Tanya og Mizune

tid: 17:00
sted: i familiens palæ
omgivelser: en stor fest, masser af rige og betydningsfulde mennesker
vejr: regn

Baron Richard Ahlefeldt lagde en hånd på sin søns skulder og pegede på en ung pige der stod blandt gæsterne, "Det er Tanya Evelyn, din kommende hustru". Janus skulle til at protestere, igen, men hans fader afbrød ham, "ikke mere brok, det står ikke til diskussion" han så strengt på ham, "hun er smuk, ung og fra en indflydelsesrig familie, du burde være lykkelig", Janus åbnede munden for, igen, at fortælle sin far at han meget hellere ville hellige alt sin tid til sine bæger, men endnu engang afbrød faderen ham, "du skal have dig en søn, eller i det mindste en datter, familien skal bruge en arving" faderen lagde truk på skal, "så, gå nu ud og snak med hende, og husk, hendes far er en af ine gode venner, så prøv nu at vis dig fra din bedste side". Baronen gav sin søn et skub i ryggen, og Janus begyndte modvilligt at bevæge sig ned mod pigen.

Tanya så sig lidt omkring og fik øje på Janus blandt menneskemængden. ”Er det ham?” spurgte hun lavmeldt sin mor der nikkede. ”Se, han er jo en ung flot mand.. og rig, godt navn.. og har rygte for at være en rolig mand. Han kan godt lide bøger, du burde ikke få mange problemer med ham” Terissa smilede til Tanya der ikke så helt sikker ud ”han vil elske dig min pige, nå, gå nu hen og hils” Terissa gik hen til Edmund og snakkede med nogle af de andre gæster.

Tanya sukkede svagt. Hun var blevet placeret i en meget lang kjole og havde fået et stramt korsæt på. Hun skævede op til Mitzune som selvfølgelig var kommet med. ”Hvad siger jeg til ham?” spurgte hun, med spinkel lidt panisk stemme, da det gik op for hende at Janus var på vej der hen.

Mizune stod i et pænt sæt tøj dog var de synet så de ikke forstyrrede hans mobilitet, hans hår var samlet langs hans ryg og hans sværd var samlet i hans højre side begge to og stod til Tanyas højre side. Mizune kiggede mod Janus og havde set ham fra hans samtale med hans fader "Ingen grund til at være nervøs Tanya han har det på samme måde som dig" sagde han og gav hende et blidt smil

Janus trak vejret dybt for at berolige sig selv lidt, da han var ved et være hende ved pigen. Han gik det sidste stykke, bukkede svagt for hende og kyssede hendes hånd, som det var god maner bland adlen. "Godaften frøken" sagde han og prøvede at smile oprigtigt, "Jeg er Janus Ahlefeldt, og jeg har fået det fortalt at De og jeg er forlovet" han tøvede lidt, "De ser storslået ud i aften".

”M-mange tak” sagde Tanya og forsøgte ikke at vise hvor nervøs hun var. ”Ja.. det virker som om det er sådan det bliver..” hun så ned i gulvet og prøvede at samle tankerne ”oh, lad mig præsentere dig for min livvagt, dette her er Mitzune Fatima” sagde hun for at dreje emnet over på noget der ikke var hende.

Mizune bukkede kort mod Janus "godaften mr Ahlefeldt" sagde han stille og holdte stille øje med Janus og prøvede at dufte om han var varulv men der var ikke nogen spor efter det men kunne ikke være sikker da der er så mange dufte i lokalet på grund af folks parfumer.

Janus nikkede kort til livvagten, "godaften" sagde han og smilede svagt til ham. Han tøvede, ikke helt sikker på, hvad han skulle sige nu, "har De en fornøjelig aften frøken?" spurgte han Tanya.

”Oh ja så sandelig!” svarede hun hurtigt og sendte Janus sit bedste smil ”De har et smukt hus.. uhm..” hun pillede nervøst ved sin kjole.

Mizune smillede skjult over de unges akavet bølger "jeg har hørt at en dans er en god måde at bryde isen Tanya jeg skal nok være i nærheden" sagde han og nikkede mod Janus

Janus så overraskede på livvagten, og gjorde sit bedste for ikke at vise, hvad han følte, "jo, det lyder som en glimrende ide" sagde han, næsten oprigtigt. Han så på Tanya, "må jeg have denne dans?" spurgte han og rakte en hånd frem mod hende, mens han sukkede indvendigt.

Tanya sendte Mitzune et ondt blik, og havde der ikke været andre mennesker havde hun sparket ham! Istedet tog hun sit bedste smil på og nejede høfligt til Janus "det ville være mig en ære"

Mizune kunne mærke blikket fra Tanya og kunne ikke lade vær med at smile til hende og gik ud på dansegulvet

Janus førte hende ud på dansegulvet. Han var ret nervøs, ud over at han slet ikke kendte hende, så havde han ikke danset i flere måneder, måske endda et år. Han begyndte at danse med hende.

Tanya havde altid været dygtig til at danse. Hun havde fundet det langt mere underholdende end at sidde stille og lære at sy. Det var en af de få ting hun havde bestilt der krævede at man bevægede sig. Hun fulgte Janus.

Mizune holdte sig skjult med tæt på de to dansene forlovet men lod sig komme ind for Tanyas synsfeldt en gang i mellem for at berolige hende om han var i nærheden

Janus dansede så godt han kunne og håbede det snart var forbi. Det var slemt nok at skulle danse med denne fremmede pige, som så oven i købet var hans forlovede, men når hun så dansede bedre end ham var det næsten uudholdeligt.

Tanya så tøvende på ham.. han virkede ikke til at være glad. Hun fangede Mitzunes blik et par gange.. det var rart at vide han var i nærheden.

Mizune så Tanyas tøven i hendes blik og så hvordan hun var bedre i dansens kunst end Janus og sangen var ved at slutte af.

Janus prøvede at sende Tanya et beroligende smil, en han var ikke sikker på, hvor godt det lykkedes. Sangen stoppede heldigvis kort efter og han stoppede med at danse. Han bukkede for hende, "tak for dansen" sagde han.

Tanya nejede for ham og så ham pludselig ind i øjnene med et ret fast og undersøgende blik.

Mizune dukkede langsomt op ved Tanyas højre side men kiggede ikke på Janus eller Tanya

Janus følte sig underligt til mode under hendes faste stirren og slog forlegent øjnene ned, så huskede han at det ikke var en passende måde for en adelssøn at opføre sig på, og skyndte sig at løfte blikket igen.

Tanya så på ham og blinkede kort. Så grinede hun hurtigt og smilede. Hun nejede igen og skyndte sig i retning af Mitzune.

Mizune så på Tanya med et blidt smil "en god dans?2 spurte han blidt

Janus skævede over mod Mizune og Tanya, uden helt at vide om han burde gå efter hende. Han brød sig ikke rigtig om den måde hun havde set på ham på, som om hun havde fundet et eller andet ved ham morsomt, eller havde set lige igennem alle hans facader, eller kendte alle hans hemmeligheder... nej, nu blev han for paranoid. Han sukkede svagt, forhåbentligt kunne han nu trække sig tilbage.