På arbejde - Manuel

Tid: 15:00
Sted: Et hus et sted i slummen
Vejr: køligt
omgivelser: tja.. ikke specielt hyggelige.

Dimitri havde aftenen før snakket med en kvinde, hvis søn var syg. Hun frygtede for hans liv og havde ikke råd til at skaffe ham dyr medicin. Dimitri havde sagt at han ikke kunne hjælpe drengen gratis, men havde tilbudt at gøre det for en langt mindre betaling, og kun at forlange penge hvis han rent faktisk kunne gøre noget for knægten.

Han var nu på vej hen til kvindens hus. Han så sig kort over skulderen. Han havde haft en underlig følelse af at blive iagttaget, og det hjalp ikke at der næsten konstant var en svag lugt af varulv i luften. Men sådan var det her i byen, der var simpelthen for mange ulve..

Manuel holdt øje med Dimitri. Han havde fulgt efter ham det meste af dagen, hele tiden omkring ti meter bag ham, og han sørgede for at falde i et med mængden. Af samme grund havde han heller ikke sine bjælder på idag, men i stedet en hvid skjorte og et par brune bukser.

Dimitri stoppede op ved huset der passede på beskrivelsen. Han bankede kort på døren og ventede et øjeblik. Kvinden fra dagen før åbnede døren og takkede ham mange gange for at han var kommet. Dimitri tog hatten af for kvinden ”nå, lad mig se ham” sagde han og fulgte ind i huset. Drengen lå og i et værelse (som han tydeligvis delte med mange andre søskende) der havde et vindue ud til gaden.

Manuel gik hentil huset og rundt om det, for at se, om han kunne kigge ind til Dimitri. Han fandt vinduet tildrengens værelse og satte sig under det, så han kunne høre, hvad der blev sagt der inde fra.

Dimitri tog sin lange jakke af og foldede den pænt sammen. Han lagde den på en af de tomme senge, med sin hat ovenpå. Under jakken var en iført en hvid skjorte, som han smurte ærmerne op på. Han gik hen til drengen, der ikke var mere end en 7-8 år og begyndte at undersøge ham. Man kunne se gennem ruden at Dimitri snakkede til drengen, og at drengen svarede nogle få ord tilbage.

Manuel holdt interesseret øje med, hvad der skete i værelset.

Dimitri havde et koncentreret og alvorligt udtryk i øjnene. Hans bevægelser ved drengen var rolige og forsigtige. Han undersøgte ham og sagde nogle gange ting til moderen der kom med varmt vand og andre genstande som han efterspurgte. Han fandt nogle urter frem og tvang en underlig væske i drengen, som han bestemt ikke syntes om og så ud til at være ved at kaste op over.

Manuel smilede svagt ig fortsatte med at holde øje med, hvad der skete derinde.

Dimitri så drengen i øjnene og man kunne se hans læber bevæge sig. Uanset hvad han havde sagt, fik drengen et underligt udtryk i øjnene og slugte så lydigt væsken. Dimitris blik blev blidere og han klappede anerkendende drengen på hovedet. Så lagde drengen sig ned og Dimitri arbejde videre.

Der gik en halv time efter der. Drengen lå og blundede imens Dimitri skiftevis talte med moderen og blandede underlige ting. Drengen sov, men havde fået lidt mere farve i kinderne.

Dimitri tog sin lange jakke på og gik ud af hoveddøren. ”Mange tak for deres hjælp” sagde kvinden lettet og rakte ham en håndfuld kobbermønter. ”Jeg er glad for at kunne hjælpe” sagde han og kom mønterne i lommen og tog hatten på ”det er trist at miste dem i den alder, du ved hvor du kan finde mig hvis han ikke kommer sig”

han tog afsked med kvinden og begyndte at gå

Manuel holdt sig i skjul bag huset, så han kunne fortsætte med at forfølge Dimitri på afstand, når han bevægede sig videre.

Dimitri tændte en smøg og tog et sug. Han lænede sig op af en af murene. Da han havde røget lidt fortsatte han med at gå. Lugten af varulv hang stadig i luften og han kiggede sig kort bagud.

Manuel gik lidt i sine egne tanker, mens han kiggede på Dimitri og opdagede derfor ikke at han drejede hovedet, før det var for sent. Deres øjne mødtes kort, og Manuel prøvede at lade som om han i hvert fald ikke havde fulgt efter ham.

”...?” Hvis Dimitri ikke havde genkendt du grønne øjne på stedet, havde han måske ikke lagt noget i den fremmede der holdt sig på afstand. Han stoppede brat op og vendte sig helt imod ham. Han tog diskret en indånding.. lugten f varulv hang tungt omkring Manuel og Dimitri rynkede brynene.

Manul smilte og gjorde sit bedste for at se behageligt overraskede ud, "Goddag! Sikke en overraskelse at støde på dig her"

”Ja, en overraskelse..” svarede Dimitri men virkede ikke overbevidst. ”Hvad bringer dig på disse kanter?” han så op og ned af Manuel og prøvede at gennemskue hvor han var på vej hen.

Manuel tøvede lidt, "Jeg ser mig bare om i byen" sagde han med et smil, "hvad med dig?"

”Arbejde” svarede han og skodede smøgen på jorden og pustede langsomt røgen ud.. ”det er ikke en dårlig ide, selvom slummen nok ikke er det mest interessante at se på”

Manuel grinte svagt, "det er rigtigt, men jeg kunne jo lige så godt starte et sted, har du reddet nogle liv?" spurgte han.

Dimitri overvejede det "det håber jeg.." sagde han tankefuldt og nikkede så "ja, medmindre han er meget uheldig så har jeg"

"Godt" sagde Manuel med et smil, "Hvor skal du så hen nu?".

"Jeg ville bare gå mig en tur" sagde han og strakte sig.

Manuel smilte stort, "Fantastisk, så kan vi jo følges"

Dimitri nikkede tøvende "det kan vi vel" sagde han og havde en dårlig fornemmelse i maven. Det var ikke første gang at klaner der ikke kendte til hans sande identitet viste interesse for ham.. og det kunne let blive farligt.

Manuel grinte, "hvor skal vi gå hen?" spurgte han.

Dimitri tøvede "jeg kunne vise dig havnen" sagde han så "eventuelt hvor du skal holde dig fra, og hvilke kroer jeg tror jeres nummer ville have stor succes på"