Så det væk! - Manuel

Tid: 00:06
Sted: Nord vejen
Vejr: stjerneklart
Omgivelser: stilhed

Dimitri havde pakket sine ting sammen i en lille bylt og var på vej af af byen. Han var kommet for tæt på den fremmede varulv.. Lunam jæger eller ej, varulve var aldrig sikre at være for tæt på. Han skyndte sig så hurtigt som hans ben ville bære ham igennem de smalle gader og endte ude på en af hovedvejene. ”Der..” mumlede han da han kunne se den ene af bymurene i det fjerne.

En dyb knurren lød fra et sted i mørket og han så sig hurtigt omkring. En rødbrun Lycan trådte ud fra skyggerne og knurrede dybere. Han strammede grebet om sin bylt og løb. Lycanen satte med det samme efter ham og bed fat om hans arm. Der lød et hårdt knæk og knoglen i hans arm blev bidt fra hinanden.

Manuel tog en står slurk af flasken i sin hånd, "vi får nok ikke ham her med" sagde han og hang opgivende med hovedet, "han virkede ellers so lovende ... men han var meget afvisende" fortsatte han og sukkede dybt. Isabella klappede ham trøstende på skuldrene, "op med humøret alfa, han skal bare lige lære os at kende, så vil han slet ikke kunne ståå for os. Og selv hvis det ikke går, så klare vi os nok" hun grinte opmuntrende, "hvis han afviser dit fantastiske selskab er det kun ham der taber". Manuel løfte hovedet lidt og smilede taknemligt til hende, "tak, men det går mig nu stadig lidt på .. jeg burde have været mere forsigtig" han sukkede igen og tog en ny tår, så rettede han sig pludselig op, "hey ... hørte du det?". Isabella havde også rettet sig op for at høre efter, "det lyder som slåskamp, og ret tæt på endda ... skal vi se hvad der sker alfa?". Han nikkede, smed falsken og satte sig i bevægelse mod lyden.

Dimitri skreg og bed tænderne sammen. Lycanen slap sit greb om hans arm, men kun for at lave lange flænger i hans ryg. Hans tøj blev flænset, og blodet flød. Lycanen snuste og slikkede blodet i sig.

Manuel og Isabella kom ud på en ag hovedevejene og så en lycan i færd med at angribe et menneske, nej vent .." hey! det er jo ham!" udbrød Isabella, Manuel nikkede, "hvorfor forvandler han sig ikke?" spurgt han undrende, så rystede han på hovedet, det kunne være ligemeget, "lad os stoppe det" sagde han, Isabella havde allerede forvandlede sig, gav ham et kort bjæf, og sprang på ulven. Manuel gik i gang med forvandlingen, og håbede at Isabella kunne klare sig indtil han var færdig transformeret.

Lycanen blev overrasket da den fremmede Lupus pludselig kom til syne. Den snerrede og slog efter hende og slap sit greb om Dimitri.

Dimitri stønnede af smerte og var simpelthen ikke i stand til at bevæge sig. Sårene begyndte stille og roligt at lukke sig.

Isabella gjorde hvad hun kunne for at udnytte sin hurtighed, hun holdt sig uden for lycanens rækkevidde, og kom kun tæt på, for at levere et hurtigt bid.
Manuel blev færdig med sin forvandling og kastede sig ind i kampen sammen med Isabella.

Lycanen kunne ikke ramme hende og snerrede frustreret. Den havde slet ikke opdaget da Manuel kom fra siden. Den knurrede og bed ud efter ham

Dimitri begyndte så småt at kunne samle tankerne igen. Han havde stadig utroligt ondt og havde mistet en del blod. Han holdt øjnene lukkede og lyttede til kampen.

Nu da de var to, regnede de med godt at kunne klare lycanen, så Isabella angreb den direkte fra højre, mens Manuel tog den fra venstre side.

Lycanen peb og knurrede og gjorde modstand. Kampen varede dog ikke længe før den den sang livløs om på jorden.

Dimitri åbnede øjnene og så svagt på de to ulve..

Isabella satte sig til at slikke sine sår, mens Manuel påbegyndte forvandlingen tilbage til menneskeform. Efter at have forvandlede sig kiggede han over på Dimitri, "Hvordan har du det?" spurgte han og gik over imod ham.

Dimitri mærkede en bølge af lettelse skylle over sig da den fremmede Lycan viste sig at være Manuel. ”Haft det bedre..” sagde han stille og forsøgte at bevæge sig.

Manuel nikkede og satte sig på hug foran ham og betragtede ham undersøgende, "vi må nok hellere få dig lidt væk fra vejen her, bare i tilfælde af den der skulle have venner" sagde han og pegede mod den døde ulv, "og så kunne både mig og Isabella her bruge lidt tøj" fortsatte han med et grin. Isabella peb for at vise sin enighed. Manuel gik hen og rejste ham op, så han kunne støtte sig til ham, "sig mig, når du ikke skiftede skikkelse, skyldes det så at du ikke kan, eller havde du en meget god grund til at lade vær?" spurgte han nysgerrigt og begyndte samtidig at gå væk fra hovedgaden.

Dimitri lænede sig tungt op af Manuel og fulgte forsigtigt med. Han kunne lyve, måske var det hans stolthed der holdt ham fra at forsøge at bilde Manuel ind han var den dummeste Lycan i verden. ”jeg er Lunam” mumlede han uden at se på ham. De havde lige reddet hans liv, forhåbentlig ville det blive ved sådan.

Manuel nikkede, "ah ..." sagde han, "er det derfor du ikke ville med i min flok?" spurgte han og drejede hovedet, så han kunne se ham. Isabella fulgte med dem, stadig i ulveform, og snuste nysgerrigt til Dimitri.

Dimitri så sløvt på ham og smilede som om han fandt hvad Manuel sagde morsomt ”jeg vidste du ikke ville have mig med” sagde han ”når du fandt ud af.. og du kunne ville dræbe mig..”

Manuel grinte, "ved du hvad, det er svært at vide ret meget om, hvad andre vil, før man spørger" sagde han og førte dem ind i en smal gyde på den anden side af vejen, så kiggede han på Isabella, "lugter her sikkert?" spurgte han. Hun snuste lidt rundt og nikkede så, "godt, tror du du kan skaffe os lidt tøj, så venter vi her imens?" spurgte han, og hjalp Dimitri ned at side. Isaballe bjæffede kort og løb sin vej.

"Alle ved Lunams ikke er velkomne i klaner.." sagde han stille og så efter Isabella "tak"

Manuel grinte igen, "det kommer så sandelig an på hvilke klaner" sagde han og satte sig ved sden af ham, "selvom jeg havde foretrukket endnu en lupus, som kunne hjælpe med at beskytte de andre, hvis det skulle blive nødvendigt, så er alle velkomne".

Dimitri rynkede brynene.. og så uforstående på ham som om han ikke kunne høre hvad han sagde.

Manuel smilte stort, "hvis du gerne vil med, kan du godt det" sagde han, "der er selvfølgelig ingen tvang, og du må gerne tænke lidt over det, men vi ved hvordan man træffer de rigtigt sikkerhedsforanstaltninger op til en fuldmåne, Isabellas mage er lunam, så vi har været igennem det en del gange efterhånden" fortalte han.

Dimitri blinkede et par gange "Isabellas mage er en Lunam?" sagde han uforstående "Isabella.. Lupusen? med en Lunam?"

Manuel nikkede, "ja" sagde, "det ar ikke ligefrem populært med hendes flok" sagde han og sukkede, "så de forlod den, heldigvis støtte vi ind i hinanden, de var nogle af de første i min flok".

Dimitri nikkede og så forvirret ud. Han lænede sig tungt mod muren bag ham og på ham..

Manuel smilte til ham, "som sagt, du er velkommen til at tænke lidt over det, vi tvinger dig ikke til at vælge de første par dag" sagde han, og lænede sig også op ad muren.

Dimitri nikkede, lidt overrumplet. Han havde aldrig før stået overfor et rigtigt valg om at komme med i en klan.