et møde mellem elskende - Hadrian

Hadrian satte sig på huk foran Janus og kunne se at noget var helt galt "Min herre, hvad er der galt? Hvad end det er, er deres hemmelighed sikker hos mig.. de har trods alt en af mine nu"

Janus løftede langsomt hovedet, og så så ned igen, "... " han skulle aldrig have forsøgt det, det havde været en dårlig plan fra starten. "jeg ... ser du ..." han tøvede og ledte efter de rigtige ord, så sukkede han dybt, "jeg skal bruge en arving" sagde han meget lavt, "og jeg kan ikke selv ....".

”Oh..” sagde Hadrian overrasket ”deres.. udstyr fungerer ikke som det skal?” sagde han. Det var i sandhed en stor hemmelighed som mange mænd ville skjule for alt i verden.

Janus kunne ikke møde hans blik, så i stedet fortsatte han med at kigge ned i jorden, "ja ..." mulede han, "det kan man vist godt sige".

Hadrian sukkede svagt og satte sig ved siden af ham. "Det er jeg meget ked af at høre.. ikke at kunne præstere er et stort problem" sagde han og klappede ham på ryggen "De ville have mig til at have sex med deres kone?"

Janus nikkede svagt, stadig uden at se op. Han var efterhånden ved at have styr på sin hjerterytme igen.

Han sukkede svagt og klappede ham fortsat på ryggen "jeg beklager men.. jeg er ikke interesseret i deres kone" sagde han undskyldende "og selv hvis jeg ville.. hrm, tvinge mig selv for at hjælpe dem ud af en uheldig situation, så tror jeg ikke at deres kone er interesseret i mig"

Janus sukkede, "nej .. det har du nok ret i" han løftede hovedet lidt og fik øje på Hadrian, så sænkede han hurtigt sit hoved igen, hans hjerte var begyndt at slå hurtigere igen, og det gav ham en underlig følelse, når Hadrian klappede ham på ryggen. "Undskyld".

"Det er vidst mig der skal sige undskyld.. komme her ned midt om natten og overfalde dem" han grinede lidt og så på ham "jeg beklager, det må have været en ubehagelig oplevelse. Jeg håber ikke at det ændre deres syn for meget på mig, jeg ville ikke have gjort det hvis jeg vidste De ikke brød dem om det"

Janus kunne mærke at han rødmede, og sørgede for at holde sit hoved sænkede. "N-nej, overhovedet ikke" mumlede han usikkert, bange for at noget han ikke ville have ud, kunne høres i hans stemme.

Hadrian sukkede svagt "så alt denne her tid har De forsøgt at få deres kone til at forelske sig i mig.." han så lidt frem for sig "ak ja, det giver vel egentlig også mere mening"

Janus sukkede svagt og nikkede lidt, "ikke at det lykkedes så godt" sagde han opgivende.

Hadrian smilede skævt "nej, desværre ikke.." han rykkede sig nærmere Janus og blev ved med beroligende at stryge ham over ryggen "og der er slet intet liv i den?"

Janus rødmede dybt og prøvede at skjule sit ansigt mellem sine hænder, han vidste ikke, hvad han skulle svare.

Hadrian så lidt nysgerrigt på ham. "Og De har tjekket ordenligt efter?" sagde han så "nogle gange er at se jo ikke nok.."

"A-a-altså.." mumlede han stammende, men vidste ikke, hvordan han skulle fortsætte. Han var meget sikker på at 'den' virkede, men ...

Hadrian så afventene på ham "ja?"

Janus ville gerne langt væk, meget langt. "I-ikke noget" mumlede han, han følte sig som en lille dreng der var blevet taget i at gøre noget han ikke måtte. Han var voksen, han kunne selv styre sit liv! Han skulle bare løfte hovedet og bede, nej beordre, barden til at gå. Han prøvede at skjule sit ansigt mere.

Hadrian sukkede "så så" sagde han og klappede Janus på hovedet.

Janus sukkede svagt, det var foruroligende rart at blive klappet på hovedet. Han prøvede at skubbe følelsen væk.

Hadrian sad bare med Janus i stilhed og strøg ham over hovedet og ventede på at han ville fortælle mere.

Janus trak vejret tungt, "måske ..." han tøvede, han ville have foreslået ham at gå i seng, men ... han tog sig sammen "måske du burde gå i seng" mumlede han.

Hadrian så på ham.. han nikkede lidt og rejste sig "undskyld" sagde han "jeg skal lade være med at forstyrre dem mere"

Janus så op på ham, "Nej ... du skal ikke undskylde" sagde han og kom selv usikkert på benene.

Hadrian betragtede ham lidt "jeg har måske ikke opført mig helt anstændigt i aften" sagde han og smilede lidt til ham "jeg tror nu jeg har al grund til at undskylde"