et møde mellem elskende - Hadrian

Tid: 23:00
Sted: biblioteket
Omgiveser: masser af bøger, ingen andre mennesker

Janus sad og kiggede ned i en af sine bøger. Han havde prøvet at tage sig sammen til at læse, men følte sig alt for nervøs. Han havde lyst til at liste sig ned til Tanyas værelse, for at finde ud af, om alt gik som planlagt, men det gik ikke at han blev opdaget. Han sukkede, forhåbentligt gik det som det skulle.
Han havde tidligere på dagen lagt en rose og en besked med teksten:
Mød mig i nat, du ved hvor. Jeg kan ikke udholde ikke at være i dine arme længere og underskrevet den med et hjerte.

Da Hadrian havde fundet brevet på sit værelse var han blevet noget overrasket. Han havde stirret på det igen og igen og til sidst måtte konkludere at det var fra herren, Janus. Han var da også blevet bedt om at spille i noget forholdsvist afslørende tøj, men han havde altid holdt lidt afstand fra ham. Måske dette var grunden.

Han vidste godt hvor Janus ville befinde sig, biblioteket. Der sad han hver aften til langt ud på natten. Han havde været i tvivl om hvad han skulle gøre, men til sidst besluttet sig. Han ville møde ham på biblioteket.

Han havde iført sig en bluse af blødt stof med en dyb udskæring og stramme bukser. Så var han listet til biblioteket. Hvis dette her blev opdaget.. men det gjorde det forhåbentlig ikke. Lydløst åbnede han døren til biblioteket og lukkede den lige så forsigtigt. Så listede han sig ind i lokalet.

Janus kiggede overraskede op fra sin bog, da han hørte døren til biblioteket blive åbnet. Hvem kunne det være? alle tjenestesfolkene var i seng og Tanya og Hadrian burde gerne være optaget af noget andet ... medmindre de havde regnet ud hvad han lavede! ... nej ... han trak vejret dybt. Han overvejede at rejse sig og finde ud af, hvad det var ... men måske havde han bare hørt syner, hans nerver var lidt på højkant.

Hadrian listede sig længere ind i lokalet og så sig omkring. Der sad Janus rigtigt nok.. han forsøgte at liste sig om bag ham uden at han Janus hørte ham.

Janus bøjede sig igen ned over sin bog, men kunne ikke rigtigt koncentrere sig.

Janus kom helt bag ham. Han lagde hurtigt hænderne for øjnene af Janus og gav ham et kys på halsen "gæt hvem" hviskede han.

Janus fik et chok og stivnede. noget måtte være gået galt. Han rykkede sig hurtigt væk fra Hadrian og vendte sig om og stirrede på ham, ude af stand til a sige noget.

Hadrian så lidt overrasket på ham men smilede så roligt igen "rolig, det er bare mig.. jeg regnede ikke med at du rent faktisk blev forskrækket.." han smilede og rykkede sig nærmere ham

Janus tog et skridt baglæns, hvad skulle han sige? hvad skulle han gøre? Hvor var det gået galt. Han stod stadig og stirrede på Hadrian, og han kunne mærke sit hjerte begynde at slå hurtigere. Han måtte gøre noget, men han havde aldrig været god til at tænke hurtigt under pres.

”Har De fortrudt min herre?” spurgte Hadrian, men var ikke sådan at slå ud. Han gik tættere på Janus, med en hurtigere bevægelse denne gang og tog blidt fat om hans hånd ”deres brev var ellers meget overbevisende”

Janus åbnede munden for at sige, at det ikke var hans brev, men han var heller ikke ret god til at lyve, og han kunne allerede nu mærke, at det ikke ville være ret overbevisende. Han så på Hadrian og kunne ikke helt tænke klart, "d-du .. har misforstået" mumlede han.

”Misforstået?” sagde Hadrian og løftede et øjenbryn ”Du kan ikke udholde ikke at være i mine arme længere..” med en elegant bevægelse trak han Janus ind i sin favn ”hvordan skal det da forstås?” spurgte han og sendte ham et forførende smil.

Janus hjerte bankede hurtigere, det var ikke sådan her det skulle være sket! Han mærkede at han rødmede og så væk fra ham. Han prøvede at trække sig væk fra ham, uden at vide, hvad han skulle sige. Han kunne vel ikke bare afsløre sandheden? men han kunne heller ikke lade det her fortsætte, "J-jeg ved ikke, hvad du taler om" mumlede han, ikke ret overbevisende.

”De skal ikke skamme dem” sagde Hadrian hurtigt og trådte med ham. Han lagde en hånd under Janus hage og vendte hans ansigt imod sit. Han så ham ind i øjnene og smilede blidt ”hver ikke bange”

Janus gik baglæns, "nej ... du forstår ikke ... det har var ikke meningen" udbrød han, frustreret over at det ikke gik som det skulle, og over at han ikke kunne finde de rigtige ord at sige, og at hans hjerte slog så hurtigt, og at hans kinder føltes så varme.

”De lagde måske brevet på den forkerte seng?” spurgte Hadrian og gik efter Janus til Janus stod op af muren. Han lænede sig ind over ham ”min herre, dine kinder bluser, jeg har set hvordan de ser på mig..” han lod en finger glide ned af Janus bryst ”og jeg har lagt mærke til hvilket tøj De beder mig gå iklædt.. jeg har haft en mistanke noget tid..” han smilede svagt ”De behøver ikke lyve” han kyssede ham.

Janus skulle til at protestere, da han blev kysset. Så ville han skubbe ham væk, men han var for chokeret over kysset, til at gøre det. Han stod bare, fuldstændig overrumplet.

Hadrian lukkede øjnene og kyssede ham blidt og varmt

Janus fik endelig taget sig sammen til at gøre noget, og trak hovedet væk fra ham og brød kysset. "Det er slet ikke sådan ..." mumlede han, "det skulle jo slet ikke have været mig ..."

"Hm?" Hadrian og så spørgene på Janus. Han rynkede brynene og rykkede sig et skridt væk fra ham. "Hvad mener De?" spurgte han forvirret.

Janus så ned, hans hjerte bankede stadig hurtigt og han havde svært ved at samle tankerne. Han lænede sig op ad væggen og sukkede tungt, hvad skulle han gøre nu? Han vidste ikke, hvad han skulle sige, "det var ikke ... det skulle ikke .." han sukkede igen opgivende.

Hadrian begyndte at fornemme at han måske havde taget fejl. ”Uhm..” han så forvirret på Janus ”undskyld, men jeg tror ikke jeg ved hvad der foregår alligevel”

Janus mumlede et eller andet og lod sig glide ned ad væggen, så han sad på gulvet. "... så du ..." han vidste ikke helt, hvordan han skulle sige det, "... du fortrækker altså mænd?" han mumlede og kiggede ned i jorden. Hele hans plan var ødelagt, og han var blevet opdaget, det kunne ikke blive værre.

Hadrian rømmede sig og det gik op for ham hvad dette her kunne betyde for hans rygte i byen. Han sukkede svagt "ja.. jeg foretrækker mænd" sagde han og på Janus "det ser ud til at jeg har misforstået situationen.. men præcis hvilket har jeg misforstået?"

Janus sukkede også, han havde ikke lyst til at se op på ham, så han lod være, "... det var ikke meningen" mumlede han igen og sukkede en gang til opgivende. Hvordan skulle han nu få en arving? hans forældre ville blive rasende, hvis de ikke fik mindst et barn. Og værre endnu, måske gættede de det.