Jeg kan være din bard! - Janus

Tid: 15:00
Vejr: køligt
Sted: Janus hus
Omgivelser: En stor gruppe musikere der ønsker at blive ansat

Hadrian der lige var ankommet til kongens by uden en kobber på lommen, var med det samme blevet opmærksom på at en af adelsfamilierne søgte musisk underholdning. Det involverede et fuldtidsjob til et, efter at havde spurgt lidt rundt i byen, nygift ægtepar. Man ville få både husly, mad og løn. Han havde øjeblikkeligt slået til.

Han havde med lidt besvær kommet forbi vagterne ved porten. Vist dem seddelen om jobbet, viste sin lut og måtte endda spille lidt for at de sikrede sig at han nu også var en bard.

Efter alt det besvær, stod han nu sammen med syv andre der alle håbede på at kunne få jobbet. Der var et par stykker der gik der fra, der åbenbart ikke var faldet i herrens smag.

”Ja, han har allerede sendt to formidable barder væk.. jeg regnede ikke med at jeg overhovedet ville komme til at spille, men de er sendt væk. Man kan jo lige så godt pakke sammen og gå” mumlede en af mændene foran Hadrian.

Janus sukkede svagt, de tre barder der havde været inde og spille, havde alle været gode. Han havde ikke meget forstand på musik, men han havde da kunnet høre, at det lød bedre end det de fleste spillede. Men musikken var ikke alt der skulle være i orden, ingen af dem havde passet på hans andre kriterier. Den ene havde været grim, den anden gammel og den tredje en kvinde. "Send den næste ind" sagde han til en tjener der stod ved døren. Tjeneren gik ud for at hente den næste håbefulde bard ind.

En ældre mand med blond hår gik ind og gav sig til at spille.

Hadrian prøvede at høre hvordan den anden spillede, han var desværre ret god.

Janus så manden an, mens han spillede. Han var lidt gammel, men ikke så meget at det gjorde noget. Han var heller ikke grim, men håret var et problem, hvis et eventuelt barn gik hen og blev lyshåret, ville folk undre sig. Da manden var færdig med at spille, takkede Janus ham for nummeret og fortalte, at han desvære ikke var det han ledte efter. Han bad tjeneren hente den næste ind.

Det blev Hadrians tur. Han rømmede sig lidt og trådte ind. Hans hår var langt, mørkebrunt og lidt i uorden. Øjnene skovgrønne. Han var ifært en hvid, åbenstående skjorte der afslørede en del af hans bryst og en falmet jakke ud over skjorten. Han bukkede høfligt for Janus og sendte ham så et smil, inden han gik i gang med at spille:

https://www.youtube.com/watch?v=E2zbAO5_jCE

Janus betragtede vurderende den nye bard. Han var en køn ung mand med lagt brunt hår. Janus kunne ikke lade være med at smile svagt, da manden smilede til ham, han var meget køn. Og det brune hår var perfekt. Fyren gav sig til at spille, hans musik var heller ikke dårligt. Janus tænkte lidt mens der blev spillet, så løftede han en hånd, som tegn på at barden skulle stoppe med at spille.

Hadrian stoppede med at spille og så det bestemt som et dårligt tegn. Han forsøgte dog at se helt rolig og håbefuld ud da han mødte Janus blik.

"Hvad hedder du?" spurgte Janus nysgerrigt, han ville gerne vide lidt mere om manden inden han ansatte ham.

”Hadrian, Hadrian Cornwallis min herre” svarede Hadrian og bukkede let.

Janus nikkede, "hvor gammel er du?" spurgte han så.

”Jeg er 23 min herre, snart 24 år” svarede han

Janus nikkede igen, han havde altså haft ret, manden var ung. "Hvor kommer du fra?".

”Jeg kommer oprindeligt fra en lille by på fastlandet, på den anden side af havet” fortalte Hadrian ”Sorgenløs”

Janus nikkede, "Hvad bringer dig her til øen?" spurgte han.

”Jeg spiller om hvad jeg ser, og derfor bliver jeg nød til at se en del.. og jeg kunne selvfølgelig ikke ende min færd uden at have set den berømte kongensby, med de store mure og smukke bygninger” fortalte han

Janus nikkede og smilede svagt, "kan du så lide byen?"

"Ja, den er bestemt faldet i min smag" sagde Hadrian med et smil "jeg kunne forestille mig at slå mig ned her, i hvert fald for en tid"

Janus nikkede, "det glæder mig at høre" han kunne godt lide Hadrian, "stillingen er din, hvis du vil have den".

"Mange tak min herre" sagde Hadrien, noget overrasket, men hey? Et job var et job og han ville ikke stille spørgsmåltegn.

Janus smilede, "Kan du starte i morgen? så skulle dit rum være gjort klar" spurgte han, "er der noget du får brug for?"

"Det kan jeg sagtens" sagde Hadrian og overvejede kort om der var noget han kunne få gratis på husets regning "hvis De ønsker den bedste præstation fra min side ville en ny lut og noget vedligeholselses grej være nødvendigt.. og jeg er bange for jeg ikke ejer andre klæder end dem De ser mig i nu.. og det er næppe passende at spille i for adelen, ja nu tænker jeg selvfølgelig også på deres hustru" sagde han "men det er kommer selvfølgelig an på hvad herren ønsker"

Janus tænkte lidt over det, det lød rimeligt nok. Han nikkede, "jeg vil få det skaffede" han skrev en seddel ned og rakte den til Hadrian, "vis den her til vagten ved porten, så skulle du kunne komme ind, når det passer dig".

Hadrian tog imod den og bukkede dybt "mange tak min herre"

Janus smilede til ham, "så regner jeg med at se dig her i morgen, og jeg ser frem til at du begynder at arbejde her".

Hadrian takkede endnu engang og forlod så huset med et meget selvtilfreds smil da han gik forbi de andre der stadig ventede på at komme ind.