Et klip ind i fremtiden – Janus

Tid: 15:00 (cirka 4 år frem i tiden)
Sted: Janus og Tanyas hus
Vejr: meh.. vi er indenfor.
Omgivelser: To små børn der tumler rundt på jorden og leger

Tanya sad sammen med Janus og betragtede de to små børn, der ikke var mere end 3 år gamle løbe rundt på gulvet. De daskede til hinanden og drengen trak pigen i håret og grinede.

Den lille pige hev tilbage og drengen knurrede af hende. Tanya så overrasket på drengen idet han forvandlede sig. Der sad nu en lille ulveunge på jorden og nappede efter pigen i stedet.

Janus grinte svagt af de små børn, og overvejede om han burde skille dem ad, før de kom rigtig til skade. Så blev den ene af dem til en ulv. Han sad chokeret og stirrede på ungen, så rejste han sig hurtigt og tog pigen op.

Tanya tog hurtigt drengen op i favnen og så overrasket på ham. Han nappede efter hende og hun lavede en advarende lyd. Pigen begyndte at forvandle sig i favnen på Janus.

Janus slap forskrækkede pigen og bakkede væk fra hende, så så han over på Tanya, "...".

Tanya fik hurtigt fat i pigens hale. Hun så op på Janus og mærkede et stik i brystet af frygt og fortvivlelse. Hun fik hurtigt sat de små ulve i deres krybbeseng og de begyndte strakt at slås som små hvalpe. "Janus.." begyndte hun.

Janus så over på ulvene, så så han på Tanya, "... hvad sker der med dem?" spurgte han så, en anelse skræmt.

"Janus de er ok" sagde hun hurtigt og så derefter over på børnene "de.. de er.."

Janus så vantro på hende, "ok?!" spurgte han, "de er ... ulve!"

"Ja.. ja, men de er små raske ulve" sagde Tanya og forsøgte at smile "og.. og de kan blive mennesker igen.. når de har lyst"

Janus stirrede på hende, "... hvordan kan du vide det?" spurgte han, "og hvorfor virker du ikke overraskede?"

Tanya så ned på sine hænder "jeg.." hun tog en dyb indånding "der er noget jeg ikke har fortalt dig.."

Janus stirrede på hende, så stirrede han på ulvene, og så tilbage på Tanya, "... det ... det siger du ikke ... hvad" han trak vejret dybt, "hvorfor er de sådan?"

"Jeg.." Tanya tøvede. Hun kunne blive slået ihjel.. nej, hun ville jo nok overleve, men hun ville ikke kunne vise sig i byen. "De har arvet det.." sagde hun så stille.

Janus kneb øjnene sammen, "Arvet? ... fra hvem? ... hvem er deres far?" spurgte han så.

"Det er ikke vigtigt.." sagde Tanya og sukkede "Janus jeg.. er varulv."

Janus stirrede på hende, så rykkede han et skridt baglens, væk fra hende.

Tanya tøvede.. "Janus, vi har kendt hinanden længe.." sagde hun, men lod være med at gå tættere på ham, selvom hun fik lyst da han rykkede sig væk fra ham "Jeg har aldrig gjort noget for at skade dig, eller noget andet menneske"

Janus stirrede vantro på hende, "... du er en ... varulv?"

"... ja" sagde hun tøvende "ja det er jeg"

Han så på hende, ikke helt sikker på han troede på det, "men ... har du altid ... ?"

Tanya nikkede "født som varulv.." sagde hun og sukkede svagt. Hun så bekymret på ham "Janus jeg er ikke farlig.. ikke mere farlig end en kriger med et sværd. Kun hvis man vælger at bruge det til det onde, er det skadeligt"

Janus så stadig skeptisk på hende, "... hvorfor .. nej det kan jeg vist godt gætte" han rynkede brynene lidt, "havde du tænkt dig at sige det på et tidspunkt?" spurgte han så.

"..." Tanya bed sig i læben "nej.. det havde jeg ikke"

Janus betragtede hende lidt, så kiggede han over på ungerne, der stadig var ulve. "Så ... hvordan fungere det? ... bliver du til en ulv ved fuldmåne? .. nej .. det havde jeg nok opdaget ..."

Tanya smilede svagt. Han var begyndt at stille spørgsmål, det var en god ting. "Nej, jeg bestemmer selv hvornår jeg vil.. nogle varulve forvandler sig ved fuldmåne.. jeg er ikke en af dem" hun så på børnene "det er de heller ikke, de kan også selv forvandle sig.. så snart de er gamle nok til at styre det, behøver ikke ikke tage den skikkelse igen"