Sikke en dejlig d- omg?! - Luanna

Tid: 23:03
Sted: Inde i skoven
Vejr: Regn
Omgivelser: Træer, træer og atter træer

Alistair stønnede af smerte. Hver vejrtrækning gjorde ondt og han kunne næste ikke tænke af smerte. Det havde været hans egen skyld, han var kommet for langt ind på en anden klans territorium. Det havde endt i et slagsmål, og da han havde forsøgt at forvandle sig var han blevet skudt i maven med en sølvkugle. De havde efterladt ham til at dø.

Hans tøj var gennemblødt af regn og blod, og han lå stille på jorden med lukkede øjne. Han forsøgte ikke at skrige, for han ville ikke tiltrække sig fleres opmærksomhed. Han forsøgte at komme op og sidde, men havde allerede mistet for meget blod.

Lyden af sagte fodtrin imod den fugtige og kolde skovbund lød, og blandede sig med de tusindvis af små dråber som faldt med klare dryp lyde fra træernes kronblade. En skikkelse trådte langsomt frem af mørket, og nærmede sig langsomt den stønnende dreng på jorden. De blide øjne eksaminerede hurtigt hans krop og fandt frem til hans skade. En sølvkugle i maven så ud til at blokerer hans vej til at leve.

Forsigtigt satte kvinden, med det skinnende kort og sølvlignenede hår, ned ved hans side og strøg forsigtigt hans ryg. "Bare rolig...Jeg er her nu" Hendes stemme syntes at være lige så klar som regnen der dryssede ned over de to, og lige så blid som månensstråler på en klar fuldmåneaften. "Jeg er her nu..." Roligt tog kvinden fat om hans arm, og trak ham forsigtigt op at stå. "Se om du kan klare at gå lidt"

Alistair åbnede forsigtigt øjnene da nogen rørte ved ham. Hans blik søgte kilden til berøringen og stoppede ved den smukke kvindes ansigt. Han missede lidt med øjnene og var ikke sikker på om han så syner. Først da han blev tvunget på benene og smerte gav et jag igennem ham, var han sikker på at han var vågen. ”Er du.. en engel?” smurte han lavt og lænede sig ind mod hende for ikke at falde. Han forsøgte at holde sig på benene og fulgte med hende.

En klukkende og blød latter undslap Luannas læber, som hun roligt hjalp drengen hen af skovbunden. "Ikke helt min ven" smilede hun blidt, og hev ham forsigtigt op over en væltet træstamme. "Du er såret. Slemt.." Hun bar ham roligt op imod en lille træhytte, som tonede frem mellem nogle høje egetræer. Lyset, der skinnede ned gennem de mørkegrønne blade, sendte klare stråler ned på det græsbedekkede tag.
Da de to kom tættere på hytten, mødte en sød og urte agtig duft dem, og som Luanna slog døren op indtil hytten forstærkede duften sig, og blandede sig med noget stærkt og klart i luften. "Lig dig på bordet" Hun ryttede hurtigt bordet for flasker og skåle med forskellige væsker og planter i.

Alistair så sig lidt omkring, men kunne ikke fokusere særligt længe. Han gjorde som han fik besked på og lagde sig med noget besvær op på bordet. Han følte sig slap i kroppen og kom med en svag knurren ”sølv..” mumlede han sammenbidt ”forbandede sølv..” han forsøgte at følge kvinden med øjnene og holdt øje med hvad hun foretog sig. Han burde ikke stole på en fremmet han lige havde mødt, men der var ikke mange andre valgmuligheder.

Luanna nikkede bekræftende til, hvad manden nikkede da han havde lagt sig på bordet. Hun kunne allerede, på den måde han bevægede sig på, konkludere at han på en eller anden måde havde fået sølv ind i kroppen, hvilket kun kunne betyde 2 ting:
1- Han måtte være tæt på at dø
Og 2- Han måtte være alergisk til sølv

Roligt lænede hun sig indover bordet, hvor han lå, nu med nogle mørkegrønne planter i hånden. "Du bliver nød til at prøve, at slappe lidt af i kroppen min ven" smilede hun stille, og pressede forsigtigt planter imod hans åbne sår. "Jeg er nok nød til at pille sølvet ud af såret på dig"

Alistair kneb øjnene sammen og lavede en høj, utrilfreds lyd af smerte og bandede. Han nikkede og forsøgte at slappe af. Han trak vejret dybt ned i lungerne, men han havde for ondt til på nogen måde at føle sig rigtigt afslappet. ”Jeg kan ligge stille” knurrede han og tvang sig selv til ikke at bevæge sig ”bedre kan jeg ikke gøre det”. Han klemte hænderne sammen og forsøgte fortsat at trække vejret dybt *Medmindre jeg besvimer* tænkte han

Luanna sendte ham et beroligende smil, og pressede planterne tættere på hans sår. "Jeg er sikker på du nok skal klare den" smilede hun blidt, men vendte så tilbage til sin alvorlige mine. Hurtigt greb hun en tung duftende roselignende blomst, der hang ned fra loftet i et bundt. Forsigtigt smuldrede hun nogle af plantens kronblade ned i en skål med varmt vand, og lagde den let ved mandens læber. "Drik dette..." hviskede hun blidt. "Det virker som smertestillende på dine lidelser"

Alistair slap et støn af smerte da hun pressede urterne ned imod hans sår. Han fulgte lidt med i hvad hun lavede.. da skålen kom mod hans læber, veg han lidt tilbage fra den kvalmende blomsterlugt. Så tog han sig sammen og tvang sig selv til at drikke skålens indhold. *Det har bare at virke* tænke han og lukkede øjnene og forsøgte på at slappe af.

Luanna satte roligt den lille skål ned igen, og vendte tilbage til hans åbne sår. Forsigtigt strøg hun sin hånd over såret, men måtte hvæsende trække hånden til sig igen da hun følte hvordan sølvet brændte hendes hud. Hun tænkte sig om i et par sekunder, inden hun vendte sig om og fandt to par læderhandsker frem med snirklede indtegninger på. Efter at have påført disse, tog hun fat om en udslepen kniv af glas, og vendte sig igen om mod manden. "Jeg fjerner sølvet fra såret nu... Jeg beder dig, lig stille...Jeg vil ikke ende ud med at skade dig mere"

Alistair så nervøst på kniven i hendes hånd, men vidste der ikke var nogen vej udenom. Det gik imod alle hans sanser at lade en fremmet være så tæt på ham med en kniv, men hvis hun havde ønsket ham død havde hun bare efterladt ham. Han nikkede og bed tænderne sammen, for at forberede sig på den smerte han vidste snart ville komme. Sølvet i hans krop var ved at gøre ham meget svag.

Hun tog sig tid til at se ind i hans øjne i et par få sekunder, inden hun så nikkede og lagde en hånd på hans brystkasse. Med et præcis snit borede hun kniven ned i såret, drejede den let rundt og tvang så sølvet op. Da Luanna kunne skimte kuglen, var hun hurtig til at gribe fat om den og derefter smide den på gulvet. Så langt væk fra både hende og ham.
Da dette var gjort, lagde hun kniven på bordet igen og dækkede hans sår til med lidt flere urter. "Slap af..Det vil hjælpe på smerten" sagde hun roligt, mens hun vred en klud op med køligt vand som hun så lagde på hans pande.

”Argh!” Alistair undslap et smertensskrig da kniven borede sig ind i hans kød. Han bed tænderne hårdere sammen og knyttede næverne. Det krævede alt hans viljestyrke at ligge stille og endnu vigtigere ikke at angribe personen der teknisk set gjorde ham skade. Da sølvkuglen var ude af hans krop, kunne han øjeblikkeligt mærke en lindring i kroppen. Han stønnede svagt og lukkede udmattet øjnene.. han havde stadig meget ondt og følte sig ikke godt tilpas. ”Tak..” hviskede han.