Den virker ikke? - Janus

Tid: 19:30:
Sted: soveværeslet
Vejr: idk vi er indenfor!
Omgivelser: soveværelse

Tanya sad inde på hendes soveværelset og legede med sin sølvkniv. Hun havde altid undgået ting af sølv, og det var lykkedes hende at brænde sine hænder to gange allerede. Alligevel kunne hun ikke lade være med at sidde og se på den. Den var smuk og så var det en gave fra Mizune.

Janus trak vejret dybt og bankede på døren ind til soveværelset. Selvom det var deres begges værelse, brød han sig ikke om at komme ind, uden først at have banket på.

Tanya så hurtigt mod døren, åbnede skuffen i sin komode og lagde kniven ned. Så lukkede hun den og rejste sig "hrm, kom ind?" sagde hun og prøvede at lyde som om hun ikke skjulte en kniv.

Janus åbnede døren og gik ind. Han prøvede at se alle andre steder hen end Tanya, "Godaften ..."

Tanya smilede til ham "godaften" svarede hun "er alt som det skal være?"

Janus tøvede, og sukkede så svagt, "jeg ... jeg har noget jeg må snakke med Dem om .."

Tanya rynkede brynene og nikkede "selvfølgelig.." sagde hun tøvende

Han tøvede, og undgik stadig at se på hende, "så ... sagen er den at jeg ..." han kiggede ned i jorden og rødmede svagt, "jeg ... jeg kan ikke ... jeg er ... impotent"

"Importent?" Tanya så forvirret på ham "jeg er ikke sikker på jeg forstår..?"

Janus sukkede, "jeg kan ikke ..." han tøvede, ikke sikker på, hvordan han bedst skulle forklare det, "jeg kan ikke få børn"

"Oh" Tanya så overrasket på Janus og vidste ikke hvad hun skulle sige. Først blev hun ramt af medfølelse.. "det gør mig ondt.."

Janus smilede svagt og lidt bittert, "det går nok, men ..." han tøvede igen, "det betyder at vi ikke kan ...."

Tanya så på ham "hvad mener De..?" hun så tøvende på ham.

Janus sukkede igen, "Jo altså ... vi kan ikke ..." han tøvede og rødmede igen.

"Nej" svarede Tanya og så spørgende på ham.

"Vi kommer ikke til at kunne ..." han ledte lidt efter et ord der var passende for en dame at høre, "elske sammen".

"Nej, sammenleje er altså udelukket.." sagde Tanya tøvende og nikkede "De er ikke fysisk istand til.. og det kan vi ikke gøre noget ved" hun spurgte ikke, konstaterede bare for at sikre sig at hun var med "men De sagde lige.."

Han nikkede og så ned i jorden, "ja ..." sagde han, "Hvad sagde jeg?" spurgte han, nu var det ham der ikke var helt med.

Tanya rystede på hovedet "vi kan ikke" svarede hun og nikkede så "undskyld, jeg er som sagt.. ikke van til at tale om dette her, men jeg tror jeg forstår.."

Han nikkede lidt, "undskyld" mumlede han.

"Det kan De jo ikke gøre for!" udbrød Tanya hurtigt og lagde en hånd på hans "Janus det må du- de ikke have det skidt med.. ikke overfor mig i hvert fald.." sagde hun "jeg er deres kone og jeg vil støtte Dem igennem både de gode og de svære tider"

Janus så overraskede op på hende, han havde regnet med, at hun ville blive vred. Han vidste ikke hvad han skulle sige, og følte sig meget rørt, så fik han det endnu dårligere over at skulle lyve overfor hende. "Jeg ... mange tak" sagde han.

Tanya smilede blidt til ham "Janus.. der er noget jeg gerne vil spørge dig om.." sagde hun så "hvis De ikke har noget imod det?"

"æh ... selvfølgelig?" sagde han og så spørgende på hende.

"Er De.. forelsket i mig?" spurgte hun og så alvorligt på ham.